hver en krog, hobed sig op i dynger og dækked tag og gulv, hver rift og revne. En seng stod der, men jeg mærked den næsten ikke for bare papir. Og gjemt bag en dynge af bøger, brochurer og aviser finder jeg en liden mand, der sidder og rabler paa bagsiden af en konvolut. Han var mørk som en spanier og iført den sorte, traditionelle bluse.
Da han talte til mig, kom ordene hede og iltre som feber, og der var feber i hans blanke, merke øjne og i alle hans bevægelser. Jeg fik som en følelse af, at jeg talte med en dødssyg, der vilde lure sig fra døden og skynde sig med at suge det herlige liv i fulde drag. Og trods alt dette overmaal af liv, som var over ham, virked han klam og gysende paa mig....
— Jeg tog et lidet hefte op fra gulvet. Der stod: Anarchism par Elysée Reclus. Jeg havde hørt om ham og læst lidt af ham — mest som videnskabelig forfatter. Særlig huskede jeg hans bindstærke geografi. En anden bog faldt mig i hænderne; der stod: Paroles d’un Revolté par Pierre Kropotkin, og slig kunde jeg fortsætte i det uendelige. Oppe paa det
