ligvis ingen dom falden i hans sag, og han blev forholdsvis godt behandlet. Desuden var jo officererne hans barndomsvenner. Han fik endog tilladelse til at komme hjem, og han forsonede sig atter med sin mor. Saa blev han iført uniform, og han skulde lære at slaas for sit land. Men da han vel havde lært at behandle geværet, kom kongen til Torino, og den farlige Bertoïa blev indskrevet paa militærlasarettet, endskjønt jan aldrig havde været saa frisk som netop da.
Uden at han selv kunde fatte det, men formodentlig ved formaaende venners bistand blev han straks efter sat paa fri fod med paalæg om at begive sig til Tyskland og ta, hvad deraf maatte følge, samt at vende tilbage til Italien, naar han dertil blev befalet.
Bertoïa lo over denne underlige regjeringsforordning, og saa rejste han — til Paris.
Nu fik han dom over sig, og den lød paa fire aars fængsel. Altsaa var han fredløs mand, og Paris var næsten den eneste plet, hvor han kunde leve. Og saa England, thi det har altid med stor gjæstfrihed modtat de stakkars politiske flygtninger.
