ham og værned om ham, der hvor hun havde magt.
Saa kom den tid, han skulde tjene sit land som soldat. Men det vilde ikke den unge Bertoïa; thi af alt var der intet, han havde et mere indædt had til end det militære gjøgl. Dog nu gik ikke hans mor med ham længer; thi hun vidste, hvad følgen blev af et saa farligt spil. — Alligevel rømte han til Schweiz, hvor han tænkte i fred og ro at fuldende sine studier paa en fire, fem aar. Militærretten i Torino fældte ingen dom over ham i den tro, at han snart vilde vende tilbage.
Han havde tat bopæl i Genf og levede et tarveligt liv paa nogle informationer.... I et helt aar holdt han sig rolig, men saa kunde han ikke styre sig længer. Den mængde af revolutionære studerende, som samledes der fra alle verdens kanter, men især fra Rusland, førte et meget bevæget liv, og de lod sig aldrig afskrække fra at gjøre propagande for sin sag. Alt det han hørte om deres stormende møder og interessante sammenkomster gjorde et underligt indtryk paa ham i hans ensomhed, og han begyndte saa smaat at anse sig for feig.
