Der findes hos anarkisterne, hos en del
af dem ialfald, en vis trang til at gjøre
revolution. Ikke saa, at de organiserer sig for at
gjøre opstyr eller kaste bomber. Det er ikke
tilfældet. De færreste af de udenlandske
avisberetninger desangaaende bar lidet tilfælles med
fakta. Men de største idealister blandt dem,
drømmerne, de gaar og længes og higer efter
den nye tid, de vil være blandt dem, som
betræder det nye rige, og efter en vovsom, men
vistnok logisk tankeslutning gaar de hen og
gjør galskaber. De ved, at hvad der har tændt
andre revolutioner, har kun været et ord paa
sin rette plads, et skud i rette tid, og den
misfornøiede mob bar straks været paa benene.
De spør, hvorfor ikke det samme kan hænde
nu? Der staar et mægtigt, organiseret
proletariat bag dem, de har alt at vinde, kun sit
liv at tabe. Og saa vover de det.
Hidtil har de kun tabt.
En slig blir betragtet som en gemen morder. Fordi han er uheldig. Tiden er ikke kommen. Kommer der en, der tilfældigvis er heldig nok til at træffe det rette tidspunkt — han vil bli
