I hans bog: I russiske og franske fængsler, lærer man at kjende en uhørt menneskelig pine. Man læser, saa hjærtet blir saart og sygt, man stejler mod al denne pinsel. Der er navnløs lidelse, smerte uden ord.
Efter to aars forløb faldt han i en alvorlig sygdom og blev indlagt paa fængselshospitalet. Derfra rømte han 1876 til Schweiz. Denne flugt er den mest eventyrlige i det unge Ruslands bistorie, og hvad vilje, mod og udholdenhed angaar, har den ikke fundet sit sidestykke, trods det, at siden hans tid har Ruslands nihilister bavt sterre trængsler at gjennemgaa.
Efter sin flugt nedsatte han sig i Schweiz, hvor han kaldte sig Peter Le Vachoff. Her troede han at være kommen til et lykkeligt land, men hvor sorgelig blev han ikke skuffet. Under den industrielle krise, som urfabrikationen dengang gjennemgik, blev han vidne til en elendighed saa stor, som han aldrig havde tænkt sig. Der var sult og nød uden maal og maade. Det gik saa vidt, at kvinder, afsindige
