simple og klare, at de var forstaaelige for de mest ukultiverede hjerner, og at de vakte den dybeste interesse blandt arbejderne. De talte om dem til sine kammerater, og rygtet spredte sig snart over hele St. Petersburg, og naaede tilsist politiets øren. Dette satte alt ind paa at finde den navnkundige Borodin, uden at ane, hvem han virkelig var.
Paa to maaneder havde han fuldendt sine forelæsninger, og viste sig ikke senere i det nu bevogtede hus. Han forberedte sig da til at gaa ud blandt bønderne og fortsætte agitationen der som en rejsende maler — thi foruden sin store lærdom var han ogsaa i besiddelse af et udviklet kunstnertalent.
Det lykkedes imidlertid politiet at bestikke en af arbejderne, der efter nogle faa maaneders forløb mødte Kropotkin i Gostini Dvor paa Nevski-prospektet, og han angav ham strax til en politibetjent, der arresterede den formentlige Borodin. Han vilde først ikke fortælle sit virkelige navn, men det blev umulig at skjule det. Nogle dage efter kom værtinden fra et hus, hvor Kropotkin havde lejet et værelse, og meldte, at en af hendes lejere, fyrst Peter Kropotkin, var forsvundet den
