Dansketiden begyndte vort Gjenrejsningsarbejde? Vi var den mindste af alle smaa, uden nogen Ven. Vore bedste var ofte mod os; thi de arbejdede med paa at faa os danske. Og endnu da vi havde slidt os saa langt frem som til 1814, troede de os uduelige til at danne et eget Rige. Altid havde vi vore Konger mod os ligesom Kirken; den lovpriste for os, hvad som var vor Trældom. Husk, at under denne Aarhundreders Kamp har vi altid været fattige, en lang Tid yderlig fattige.
Og dog har alle disse Angreb, alle disse ulykkelige Forhold ikke overvundet os. Er vi ikke komne helt frem, vi er dog komne saa langt, at jeg tør spørge ud over denne Forsamling idag. Indgjerdet og overskygget af store Minder fra vor første Selvstændigheds Tid, — jeg tør spørge, om ikke vore Fædres og Mødres lange Kamp har gjort os værdige til at gjælde for selvstændige blandt de selvstændige? (Sterkt Bifald)
Hvad har vi naaet? Vort politiske Liv er i det ydre ikke selvstændigt, men i sin indre Udvikling er det kommet forbi begge vore Brødres. De har mange og store Fortrin for os, men for Dygtighed i Selvstyre giver de os enstemmig Kronen; der har vi vort særegne Anlæg, saa der har vi kunnet være dem et hjælpende Exempel. I Sammenhæng hermed: vor Bogavl fører de sterkeste Udviklingstanker, det mægtigste Frihedsarbejde. De andres har mange Fortrin, især i gammel Tid, skjønt ogsaa i ny; men dette indrømmer deres kyndige os enstemmig: vor Bogavl tjener Friheden højere, alvorligere end deres.
Tror I, at vore svenske eller danske Brødre vil sige til os: hør, Nordmænd, vi svensker, vi Danske vi har Selvstændighedens Ære hos andre Folk; vi kan gaa for den vi er, iblandt dem; men I Nordmænd bør fremdeles finde eder i en vis Afhængighed og derfor ogsaa i at gaa for et Tillæg til et andet Folk.
Blandt os selv er der dem, som siger, at denne Ære hos andre bare er et Skin. Vi har ikke for Ingen ting snart 500 Aar som Folk savnet denne Ære.
Ære — jeg mener alene det, som i Sandhed kan kaldes saa — Ære er altid andres Beundring af en vis Kraft, et vist Fortrin. Den er altsaa mere end et smykke, den er et Styrkebælte. Ikke at have den vil altsaa sige at savne en vis Kraft, et vist Fortrin.
Men den Kraft, selvstændighedens Æresfølelse giver, er den højeste; den er saa stor, at den multiplicerer alle andre Kræfter i os.
