Side:Bjørnstjerne Bjørnson - Artikler og taler 1.djvu/343

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


XXIX. A. M. Schweigaard. (I)


(«Norsk Folkeblad», 19. Febr. 1870.)


Da hvert politisk Blad i Landet i disse Dage har indeholdt hans Levnetsløb, henviser vi dertil, idet vi giver Schweigaards skjønne Aasyn saa godt, som vor Træskjærerkunst tillader det; dens Arbejde er denne Gang betydelig blevet lettet ved en udmærket Tegning af Maler Bergslien.

Over Professor Schweigaard vil staa en Mærkesten, som viser vor Tid. Ikke hvad der dybest rørte sig i den, hverken hvad der af Fortidigt seg bort, eller af Fremtidigt strømmede til; han stod i saagodtsom intet Forhold til Landets arbejdende Folkeaand, — men den viser, hvad der i hans Samtid var Dannelse, hvilke Opgaver denne havde viet sig, og hvorledes den tog dem. Han var uimodsagt den største Forstand i sin norske Samtid, — og den begyndte (det er karakteristisk) i og med Tvil. Han begyndte som stræng Rationalist, og det var først senere, da Livet gav ham af sin Fylde, og han, fra at være den stormende og indtagende, blev den besiddende og forsvarende, at Rationalismen blev ham for mager, og han optog det, der gav Sindet Rigdom. Han skjød saa stærkt fra sig al Uklarhed, al Mysticisme, at han kom til at skyde Poesien fra sig med det Samme. Vort unge Folks unge Begejstring, dets Uafhængighedsfølelse ligefra syttende Maj-Rusen til Flag-Kampen, endvidere dets famlende Tag ud efter Demokratisme i Samfundsorden og Aandelighed — var ham ligegyldig eller imod, og i strængeste Forstand «ikke det, der forelaa», en Vending, hvortil han uafladelig vendte tilbage endnu i sine sidste Dage, naar Nogen førte Grunde ind, som taagede ud over de skarpe Grænser, han havde draget om Sag og Sags Forhold til Sag.

Schweigaards Modsætning i vort offentlige Liv er ikke Johan Sverdrup (han er i alt Væsentligt ligesaa realistisk,