Side:Bjørnstjerne Bjørnson - Artikler og taler 1.djvu/344

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
340

som Professor Schweigaard var, det er kun hans Syner, som er meget videre, ikke alene fordi han staar paa en friere Tid, men fordi hans Begavelse ligger saadan til, medens Schweigaards Begavelse var vældig netop ved sin strænge Samling i det Enkelte). Schweigaards Modsætning er Henrik Vergeland Ligesom det Tilfældige i Stillingen har givet Schweigaard Sverdrup til Modsætning, mens han mere var hans Modstander end Modsætning, saaledes har det Tilfældige i Stillingen givet Vergeland Velhaven til Modsætning, hvor Forholdet egentlig var det samme. Den formelle Modsætning, som der var mellem de to V’er (og som gjentog sig mellem de to S’er) er blevet vurderet alt for højt. At Vergeland (ligesom senere Sverdrup) begyndte i større Form-Vanskelighed, fordi deres Tænkning og Længsler bar paa Ting, som den hjemlige Dannelse endnu dengang ikke havde Form til, og som Tiden altsaa først kunde klare — er ganske vist en Modsætning til dem, hvis Begavelse paa Stedet fandt den Form, som forløste; men saa stor er den ikke endda; thi i Længden arbejdede de sig stærkt imod hinanden. De er for udprægede Mænd, til at Mærkerne nogensinde blev fælles; men i Meget mødtes de, og i Meget var det næsten som om de byttede Bollen Vergeland begyndte f. Ex. i megen Mysticisme og endte i gjennemsigtig Klarhed; Velhavens Kamp-Klarhed ender dog egentlig i religiøs Hengivelse og i drømmende Længsler og Spaadomme — ligesom i det Sagnagtige.

I Tinget var det nu paa Slutten (ganske imod hvad Tilfældet var i Begyndelsen) Sverdrup, som sad med alle de faktiske Trumfer paa sin Haand, og Schweigaard, som mødte dem med bortledende Almensætninger. Endvidere havde Sverdrup overtaget Foredragets Rolle (som Schweigaard før havde havt), — og det fra den mest realistiske Bund som kan gives. Nu var det derimod blevet Schweigaard, som maatte tale om «Folkets Ejendommelighed», «Forholdenes Ejendommelighed» og al denne Ejendommelighed[1], som skulde fortaage eller formørke Stillingens realistiske Klarhed.

Vergeland og Velhaven mødes derimod i det Folkelige; Velhaven har aldrig savnet Syn for dette, men det laa til Vergelands Natur, at han tog helst det Moralske ved Tingen, han vilde have Bonden oplyst og ligestillet, han vilde have det Norske fremhjulpet ved Bonden, og det netop i Tænkemaade og Sæder, mens Velhaven holder sig til det Æstetiske ved Tingen, han vil have lagt Mærke til Folket,

  1. F. Ex. Forfatningens og Unionens