land, ifølge det Standpunkt, hvorpaa han stod, og ifølge de nationale Opgaver, saadan som de Var lagt tilrette for ham, syntes en Fornegtelse af den norske Selvstændighedssag, kunde altsaa for Bjørnson, ifølge hans nationale Udgangspunkt, fremstille sig som en Bekræftelse eller Konsekvents af denne selvstændighedssag eller som en naturlig og nødvendig Udvidelse af de Grænser, hvortil hans Nationalfølelse fra først af var knyttet. Det gjaldt nu bare, at han ikke blev staaende ved denne Udvidelse, men fortsatte videre ad den derved angivne Vej. For Erkjendelsen af Racefællesskab og Folkeslægtskab som Grundlag for politiske Kombinationer fører konsekvent udover Skandinavismen, — til Pangermanismen og udover den til endnu mere omfattende Kredse. Saadan har da ogsaa Bjørnsons politiske Udviklingsgang været. Han førtes fra sit norsk-nationale Udgangspunkt til Skandinavismen og fra den igjen til Pangermanismen (og det allerede for mange Aar siden, ikke først nu, som man synes at forestille sig), og han har saaledes efterhaanden arbejdet sig frem til et lignende verdens borgerligt Stade som det, hvorpaa Wergeland allerede i sin Ungdom var stillet, men saaledes at han i sine kosmopolitiske Interesser og Sympathier har taget med meget, som Wergeland ikke havde Øje for. —
Jeg har nævnt, at Unionsrevisionen indledede et Gjennembrud i norsk Politik. Det svenske Krav paa Revision fremgik af en blindt-lidenskabelig Opinionsstorm mod Norge og blev motiveret og formet paa en saadan Maade, at det maatte kaldes en ligefrem Krigserklæring mod norsk Selvstændighed. Alligevel stillede ikke blot den svenske Regjering, men ogsaa Rigernes fælles Konge, omsider endog den norske Regjering sig til Tjeneste for at faa Kravet gjennemført. Det viste sig, at de gjængse Forestillinger om at Rigernes fælles Konge skulde være lige meget norsk som svensk, og at han, som Følge heraf skulde kunne fungere som den upartiske Voldgiftsmand, naar Folkene kommer i Strid, ikke svarer til de virkelige Forhold. Det viste sig, at Kongedømmet i Realiteten er svensk og bare i Formen norsk, saa at
