Side:Bjørnson - Sigurd Slembe.djvu/8

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
10

Og dette har jeg alt mig selv at takke!
Du Olav, du har ikke gjort det mindste.
Jeg bad dig sige, hvem min fader var,
men tie, gør du, som en rigtig træklods.
Jeg må få vide det; det nytter ikke
alt, hvad jeg gør, når jeg har ingen slægt.
De roper bare: der går Sigurd Slembe!
Ja «Slembe» siger de, jeg slår dem ned,
men andre vokser op og peger fingre:
»bæ, Slembe, Slembe«, — er det ej en skændsel?
Står unge mæn i leg, jeg træder til
og gør det bedste hug, det bedste kast,
de roper ikke: »held dig, Sigurd«, — nej:
»hvad vil du her, gå hjem igen, du Slembe!«
Da tænker jeg: det gør den hellig Olav,
som står og tier borti hovedkirken!
Hvis du kun vilde, du, så talte mor;
hun må dog vide det! — O Olav, hjælp mig!
Ser du da ikke, jeg foruden slægt
er et Sankt-Hans bål, som kun flammer ensomt
lavt i en dal, det mindste lys på fjællet
kan bedre ses, — o løft mig op på fjællet!
Alle har hæder, og kun ikke jeg!
Hver man i hirden er jo gyllt og vidspurt:
de fulgte kongen på hans tog til Jorsal!
Men flere kommer ifra Myklegard
fra kejservagten og har gull og minner;
det stråler af dem, så jeg knap kan sove.
Folk rejser skarevis fra England, Franken,
Burgund, Apulien på store korstog.