Side:Bjørnson - Samlede værker mindeutgave vol 1.djvu/55

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


og hans øje stræbte langsmed
bærgets rygg mot aftenrøden, —
da gik alle længslens stråler
sammen i en salig anen,
da — da så han i en kirke,
som var større æn naturens,
og en fred han følte dale,
der var mer æn øjeblikkets. —

 — Og da annen gang han kom dit
gjænnem dages, nætters arbejd,
ak, som gallt det hans forløsning, —
da gik Herren selv til møte,
førte ham ditop og sagde:
Tag nu fred; nu har du vunnet!“

 Men til os som vilde klage,
vændte han sig om og sagde:
Når Jeg kaller, hvem tør sige,
at den kallte ej var færdig?“

*

Den som dør, han her var færdig...
Se, det tror vi midt i smærten,
tror, at han som giver uro
(hin opdagelsernes uro,
som drev Newton, drev Columbus),
også vet, når ro skal falle.

 Men vi spørger, mens vi stirrer
efter hine tankens skarer,
der opløste farer hjæmad:
Hvem skal annen gang dem samle?

 Ti når han skar op en krigs-pil,
møtte lendermænn og bønder,
og til hjælp fra Sverig, Danmark,
England, Franken raske skuter
fløj på havet mot hans mærke!

 Den uhyre kongeflåte
lå til ankers under landet;
vante var vi til at se den,
eller til at spørge nyt fra
dens erobringer og togter.