Side:Bjørnson - Samlede værker mindeutgave vol 1.djvu/338

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


var kanske ikke så hård som Ordene, — „hun så op og lo; men Gråden vilde frem. Da rejste Guttorm sig. „Så i Guds Navn er det hendt, som jeg vilde helst her i Verden,“ sagde han og gik bortover Gulvet mod Synnøve. — „Jeg har aldrig været ræd for det,“ sagde Sæmund, rejste sig nu også: „det som skal ihob, det kommer ihob!“ Han gik bortover. „Nu, — hvad siger du til det, Barnet mit?“ sagde Moderen, hun kom nu også hen til Synnøve.

Denne sad endnu der; de stod Alle omkring hende med Undtagelse af Thorbjørn, som sad, hvor han først havde sat sig. „Du får rejse dig, Barnet mit“, hviskede Moderen til hende; hun rejste sig, smilte, vendte sig bort og græd. — „Vorherre han følge dig nu og altid“, sagde Moderen, slog Armene om hende og græd sammen med hende. De to Mandfolk gik bortover Gulvet, hver til sin Kant.

„Du får gå hen til ham“, sagde Moderen endnu grædende, idet hun slap hende og skjød blidt til hende. Synnøve gik et Skridt, men stod, fordi hun ikke kunde komme længer; men Thorbjørn sprang op og gik mod hende, greb hendes Hånd, holdt den, vidste ikke hvad han mere skulde gjøre og blev stående der med den, til hun sagte tog den til sig igjen. Så stod de der stiltiende ved Siden af hverandre.

Døren gik lydløst op, En stak Hovedet ind; „er Synnøve her?“ spurgtes med varsom Stemme; det var Ingrid Granliden. „Ja, her er hun; kom nærmere“, sagde Faderen. Ingrid ligesom betænkte sig; „kom du, her er Alt godt“, lagde han til. De så nu på hende Allesammen. — Hun syntes noget forlegen: „her er nok flere ude,“ sagde hun. — „Hvem er det?“ spurgte Guttorm. — — — „Det er Moder,“ sagde hun sagte. „Lad hende komme,“ sagde Fire på en Gang. — — Og Konen på Solbakken gik imod Døren, medens de Andre så glade til hverandre. „Du kan gjerne komme, Moder,“ hørte de Ingrid sige. Og så kom Ingebjørg Granliden ind i sit lyse Skaut. — „Jeg forstod det nok,“ sagde hun, „skjønt Sæmund kan nu Ingenting sige. Og så var Ingrid og jeg ikke god til Andet end at gå over.“ — „Ja, her er det, som du vil have det,“ sagde Sæmund og flyttede sig, for at hun kunde komme frem til dem. „Å Gud velsigne dig fordi du drog ham over til dig,“ sagde hun til Synnøve, tog hende om Halsen og klappede hende; „du holdt fast i det Længste, du Barnet mit; det blev dog som du vilde.“ Og hun klappede hende på Kind og Hår; hendes Tårer randt hende nedover Ansigtet; hun ændsede dem ikke, men strøg omhyggelig væk Synnøves. — „Ja, det er en gjild Gut du får,“ sagde hun, „og nu kjender jeg mig tryg for ham;“ — og hun sluttede hende endnu en Gang til sig. — „Mor ved Mere i Kjøkkenet sit, hun,“ sagde Sæmund, „end vi Andre, som skal være midt oppi det.“