jeg ræd,“ — han skottede bort til Synnøve, som følte det. — „Det er nu slig, at han har havt Hug til hende Synnøve fra det han var såpas Karl, han kunde have Forstand på Sligt; — og ikke er det vel frit, at hun også har lagt sin Hug til ham. Men da tænker jeg, det er bedst de kommer sammen. — Jeg var lidet for det, den Tid jeg så, han knap kunde styre sig selv, end sige Mere; men nu tror jeg at kunne borge for ham, og kan ikke jeg, så kan hun; thi hendes Magt er nok nu den største. — Hvad mener I da, om vi så til at få dem sammen? Det kan vel ikke haste, men jeg ved heller ikke, hvorfor vi skal vente. Du Guttorm er ved god Magt, jeg rigtignok ved mindre og har Flere at dele på; men endda så tænker jeg det kan lage sig. I får da sige, hvad I synes om dette — hende spørger jeg sidst, — for jeg tror nok at vide, hvad hun vil.“
Således talte Sæmund. Guttorm sad på Hug, lagde vexelvis den ene Hånd over den anden, gjorde flere Gange Mine til at løfte på sig, idet han hvergang drog Vejret med mere Magt, men kom sig dog ikke til, før den fjerde eller femte Gang, så fik han endelig ret Ryg, strøg sig op og ned over Knæet og så bortpå Konen, således at Blikket af og til strejfede Synnøve. Denne rørte sig ikke, Ingen kunde se hendes Ansigt. Ingrid sad over Bordet og stregede. — „Det er nu så, — at det er et vakert Tilbud, „ sagde hun. — „Ja, det synes jeg, vi får tage til Takke med,“ sagde Guttorm med høj Stemme, og så fra hende til Sæmund, der havde lagt Armene overkors og lænet sig op mod Væggen. — „Vi har bare den ene Datteren,“ sagde Ingrid; „vi får betænke os.“ — „Det var Råd til det,“ sagde Sæmund; „men jeg ved ellers ikke, hvad der skulde være ivejen for at svare strax, sagde Bjørnen, — han spurgte Bonden, om han måtte få den Koen hans.“ — „Vi kan vist svare strax,“ mente Guttorm og så til Konen. — „Det var nu dette, at Thorbjørn kunde være vel vild,“ sagde hun, men så ikke op. — „Det tror jeg har rettet på sig,“ sagde Guttorm; „du ved selv, hvad du sagde idag.“ — — Ægtefolkene så nu vexelvis på hverandre; det varte vel et helt Minut. — „Kunde vi bare være tryg på ham,“ sagde hun. — „Ja,“ tog nu Sæmund atter til Orde; „hvad den Sagen angår, så må jeg sige, hvad jeg har sagt før: det går godt med Læsset, når hun holder Tømmerne. Det er svært slig en Magt hun har over ham; det prøvede jeg dengang han lå syg derhjemme hos mig, og vidste ikke, hvor det bar hen, — til Hilsen eller ej.“ — „Du får ikke være for trå på det,“ sagde Guttorm; „du ved, hvad hun selv vil, og det er nu hende vi lever for!“ Da så Synnøve for første Gang op, og det var på Faderen. — „Å — ja,“ sagde Ingrid efter en Stunds Taushed, og stregede nu lidt hårdere end før: „har jeg stået imod i det Længste, så har det vel været, fordi jeg havde en god Mening med det. — — Jeg
