fjælltop og avhandlet sine huslige anliggender. Det var ikke frit at den var litt urolig; ti så gild den æn følte sig, var det dog ænnu gildere at få et ørnepar at vugge. De kom begge ned — og like til den! De talte ikke til hværandre, men gav sig ifærd med at hænte kvister. Furuen videt sig, om muligt, ænnu mere ut — det var da heller ingen som kunde hindre den deri.
Men mellem den øvrige skog blev der vel en travl snak, da de så hvad ære der var overgåt storfuruen. Der var således en liten, tækkelig bjørk som stod og spejlte sig over en dam og trodde, at den hadde ret til at vænte litt ælskov av en gråhvit linerle, der hadde for vis at sove middag i den. Den hadde duftet linerlen like op i næbbet, klæbet småkryp fast til bladene sine, så de var lette nok at fange; ja, tilsist hadde den i heten bygget og bøjd sammen et tæt lite grenhus, tækket med friske blade — så linerlen virkelig var på vej til at inrette sig der for sommeren. Nu derimot: ørnen hadde sat sig fast i storfuruen, og væk måtte den. Det var vel en sorg! Den sang en trillende avskedssang, men ganske sagte, forat ørnen ikke skulde mærke det.
Bedre gik det ikke nogen småspurver borti et orekjærr. De hadde ført et så syndigt leven der, at en trost tæt ved, oppe i en ask, aldrig fik sove i rette tid, blev stundom lynende sint og gjorde munn. En alvorlig hakkespæt i nabotræet hadde ledd, så den nær hadde drattet av pinnen. Men der så de ørnen i storfuruen! og trosten og småspurven og hakkespætten og alt som flyve kunde, måtte avsted over hals og hode, over og under grenene. Trosten bante, der han fløj, på at han ikke oftere skulde leje slik, at han fik spurvene til gjænboer.
Så stod skogen der omkring forlatt og eftertænksom midt i det muntre solskin. Den skulde ha al sin glæde av storfuruen, men det var en tynn glæde. Skogen bøjde sig bange, hvær gang nordenvinden gik, storfuruen slog luften med sine vældige grener, og ørnen fløj i ring om den, rolig og sindig, som om det blot var en krypende kastevind der bar nogen ussel virak op til den fra skogen. Men den hele furufamilie var glad! Ikke én husket, at den selv intet rede fik at vugge det år. „Væk!“ sa de, „vi er av slægten!“
— — Hvad ligger du og tænker på?“ spurte Ingrid — hun trådte smilende frem mellem nogen busker, som hun holdt bøjd tilside. Thorbjørn rejste sig: „Å, så mangt kan leke i ens hug,“ sa han og så trossig hen over trærne. „Ellers snakker de for meget i bygden på denne tid,“ la han til, idet han børstet noget støv av sig. „Hvorfor bryr du dig også bestandig om, hvad folk siger?“ „Å jeg vet ikke rigtig; — men — ænnu har aldrig folk sagt noget, som ikke har været i mit sinn, om det også ikke har
