Side:Bjørnson - Samlede værker mindeutgave vol 1.djvu/294

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


været i min handling.“ — „Det var styggt sagt.“ — „Det var det også,“ sa han; om litt føjet han til: „men det var sant.“ Hun satte sig på grønsværet, han stod og så ned for sig. „Jeg kan let bli slik, som de vil ha mig; de skulde la mig være som jeg er.“ „Så er det din skyll tilsist allikevel.“ — „Kan gjærne være, men de andre har del i en. - - Jeg siger: jeg vil ha fred!“ ropte han næsten og så op mot ørnen. „Men Thorbjørn!“ hvisket Ingrid. Han vændte sig mot henne og lo. „Hyss, hyss,“ sa han; „som sagt: mangt kan leke i ens hug. — Har du talt med Synnøve idag?“ „Ja; hun er alt draget til sæteren.“ „Idag?“ — „Ja.“ — „Med Solbakke-bølingen?“ — „Ja.“ „Tralala!“

Å solen ser ned på træet sit,
  triumlire!
„Står du der, du skinnende gulle mit?“
  triumlit, triumlat, —
fuglen vågnet og skvatt:
 „Hvad er på færde? —“

„Imorgen løser vi bølingen,“ sa Ingrid; hun vilde vænde tanke til en annen kant. „Jeg skal være med at drive!“ sa Thorbjørn. — „Nej, far vil selv være med,“ sa hun. „Ja så,“ sa han og taug. — „Han spurte efter dig idag,“ sa hun. „Gjorde han det?“ sa Thorbjørn, skar en kvist av med sin tollekniv og begynte at flække den. - - „Du skulde tale oftere med far æn du gjør,“ sa hun blidt. „Han holder meget av dig,“ la hun til. — „Det kan gjærne være,“ sa han. — „Han taler ofte om dig, når du er ute.“ — „Desto sjældnere, når jeg er inne.“ „Det er din skyll.“ — „Det kan gjærne være.“ — „Slik skal du ikke tale, Thorbjørn; du vet selv hvad der er imellem eder?“ — „Hvad er det da?“ — „Skal jeg fortælle det?“ — „Det kommer vel på ett ut, Ingrid; du vet hvad jeg vet.“ — „Ja visst; du farer for meget på din egen hånd; det vet du han ikke liker.“ — „Nej, han vilde nok holde i armen.“ — „Ja helst når du slog.“ - - „Skal da folk få lov til at gjøre og sige, hvad de vil?“ — „Nej; men du kan også gå litt av vejen; det har han selv gjort, og er blet en agtet mann ved det.“ — „Han er kanske blet mindre plaget.“ — Ingrid taug litt, så fortsatte hun efter at ha set sig om: „Det nytter vel ikke at komme in på dette igjæn; men allikevel... hvor du vet at uvenner væntes, bør du være borte.“ — „Nej, nætop der vil jeg være! Jeg heter ikke Thorbjørn Granliden for ingenting.“ Han hadde flækket barken av kvisten; nu skar han den midt over. Ingrid sat og så på ham, spurte noget langt: „Skal du til Nordhaug på søndag?“ — „Ja.“ Efter at ha tiet en