Side:Bjørnson - Samlede værker mindeutgave vol 1.djvu/120

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
118
DIGTE OG SANGE

  Hans ord, hans sang
  som „opkom“ sprang
igjænnem dalen lang og trang,
til sæd fra år til annet.

Blant fattigt folk i fattigt hjæm,
i fattig vinterfærden
han steg i søndags-koret frem,
den gladeste i værden.
    Ti aksen som
    det drejer om,
  ej fattigst bygd går utenom;
  han stod og sang: her er den!

Ak, nu da årlang sygdom kom,
for sangen ret at prøve,
og hjælpeløse små stod om,
hans tillid ret at øve,
    kun mere glad,
    som dæmpet kvad
  av vinden i en strængerad,
  han tonet bort fra støvet.

Hans liv os spådde, at en gang
når stort på Gud vi stole,
skal hele folket stå i sang
i kirke, hjæm og skole,
    i folkesang,
    i glædessang,
  i strålebrudd av Herrens sang
  højt over alle sole.

*

O vakkre fædreland, o husk
de små, han dig tilegnet;
så fattig som en rosenbusk
han glædet dig, og segnet. -
    Nej, skuffet lad
    ej skilles ad
  ifra din jord en sjæl så glad -I
  Hans have være hegnet.

SANGEN

Sangen har lysning, og derfor den gyder
over dit arbejd forklarelsens skin;