Side:Bjørnson - Samlede værker mindeutgave vol 1.djvu/119

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


 Snart tages højderne — hvor du tør true! —
for alle tider av vor folkeånd,
så den kan mægtig over landet skue,
og derfra styre det med likheds hånd.
Snart op den vælter sine våben-bølger,
og se, dens aner som en skyhær følger...
Nu må du se dig om, du gamle mann,
du har imot dig snart det hele land!

 Men når du ligger på din tagne voll,
da skal vi sige ved dit vændte skjold:
Han stod imot, da han ej bedre visste;
men han var riddersmann intil det siste.

VED EN HUSTRUS DØD

Hun kjænte dødens øje fra fordum og fra nyss,
da hennes førstefødte fik hennes siste kyss,
og da hun måtte fare til moders dødsseng bort,
det fulgte hele vejen så varsels-dypt og stort;
det ante henne, da hun ved båren stod:
Nu sankes flere sammen, nu bæver livets rod.
Og straks som hennes husbond, den stærke mann, sank om,
hun sagde det med smærte: Jeg visste, at det kom!
Hun tænkte, det var ham som av Gud var kåret ud,
og stemte sine hænder imot det barske bud
og vilde med sit legem, så svakt som sjøens siv,
sin stolte kjæmpe værge — og gav så hen sit liv.
Hun smilte så lyksalig, da dødens bud blev mældt,
ti offeret var givet, og frælst var hennes hælt.
Vor kjærlighed, beundring, slog som et stjærnetælt
av lykke over henne i hennes siste stund;
og snehvit bort hun svævet i evighedens rund.
Slik kjærlighed kan bære til himlens grænser med
de sjæle som den favner i offer-salighed.

VED KIRKESANGER A. REITANS JORDEFÆRD
(1872)

Hans milde store øjne lo
mot himlen og mot landet;
ti i hans sjæl var folk og tro
i evig jubel blandet.