at megen åndelig og legemlig usundhed, tildels endog sygdomme, skriver sig fra, at dette naturkrav overtrædes[1].
Herom har jeg henvendt mig til zoologer og læger (og det i flere land for ikke at falde op i en ensidig ring). Hvad jeg nu meddeler, er de fleste af dem samstemmige om. For at begynde med dyrene, finder vi, at i fri tilstand enten mælder trangen sig først ved fuldvoksen alder, eller nødes de af de stærkere til at vente. Og om husdyrene, som vi for vindings skyld har vænnet til at begynde tidlig, og som lever under slige kår, at de må kjende trang til det, om dem ved vi nu, at afkom af fuldvoksne dyr gir den stærkeste race, så kappestriden har nødsaget opdrætterne til at ændre fremgangsmåde. I Norge er hele koslag blit små, underordnede dyr, fordi parringen begyndte for tidlig; ligeså med hesteslag. Man maa ikke her lade sig overtale af en enkeltstående undtagelse, som det da overhovedet er farligt at ta de stærkeste eksemplarer frem for ved dem at bevise, hvad en race kan tåle.
- ↑ For en del år tilbage kom en bog ud i England, som blev oversat på de fleste europæiske mål, og som sagde sig skrevet af en læge (?). Den anbefalede fri kjærlighed med forsigtighedsregler og så heri et boteemne for mange samfundsonder. I Norden skabte den et livssyn, som fik sin literatur. Forfatteren går ud fra, at kjønsomgangen bør begynde med 14—16 års alderen for begge kjøn. (Sammenhold siderne 75, 87 og 93 i den danske oversættelse, første oplag).
