spurte hvem det var; „han som skal skere med handsag.“ — Mannen smilte mere, og sagde idet han lutte hovedet og atter begynte sitt arbejde: „nå, Arne Kampen.“ — „Arne Kampen?“ ropte konen og nidstirede. Mannen så kort opp, smilte igen: „søn av Nils skrædder;“ han gav sig atter til at arbejde.
En stund efter havde konen rejst sig, var gåen bort til hyllen, havde vendt sig, var gåen bort til skapet, havde atter vendt sig, og idet hun sidst lå og grov nede i bordskuffen spurte hun uten at se opp: „skalhan arbejde her?“ — „Ja det skal han,“ sagde mannen, også uten at se opp. „Det er nokk ingen, som byder dig sitte innpå, heller;“ han vendte sig mot Arne. Denne gikk til forsetet; konen gikk ut, mannen arbejdede, Arne spurte derfor, om også han kunne begynne. „Vi kann først spise middag.“
Konen kom ikke mere inn; men næste gang køkkendøren gikk opp, var det Eli, som kom. Hun lot først som hun ikke så ham; da han rejste sig for at gå til henne, staasede hun og vendte sig halvt om forat give ham hånden; men hun så ikke på ham. De vekslede et par ord, faderen arbejdede. — Hun havde flettet hår, gikk i trangermet livkjole, var smekker og rank, rund om håndledet og liten i hånden. Hun dekkte bordet; arbeidsfolket spiste i den annen stue, men Arne med husbondsfolkene i denne. — „Kommer ikke
