flokk hårtykke geter i sneen og gnog bark av nogle barkvister, en buhund for frem og tilbake på låvekloppen og gødde som om fanden kom til gårds; men loggrede straks Arne stod, og lot sig klappe. Køkkendøren på den øvre side av huset gikk ofte opp, og Arne så hvergang ditned; men det var enten budejen, som kom med kerald eller kokken, som slog noget ut til geterne. Inne på låven treskte de med tette slag, og tilvenstre foran vedskjulet stod en gut og huggede ved; bak ham var mange vedlag oppstaplede. — Arne satte håndsagen fra sig og gikk inn i køkkenet; der var hvit sand på gulvet og småhakket ener strødd over; ned fra veggerne skinte kopperkedler, og krusty stod i rekker. De kokte til middag, han bad om at få tale med Bård. „Gå inn i stuen!“ sagde en og pekte blott; han gikk; der var ikke klinke i døren, men håndtak av messing; derinne var lyst og malet, taket med mange roser, skapene røde med ejerens navn på i sort, sængestedet likeså, men med blå striper på kanterne. Borte ved ovnen sat en bredskuldret mann med et blidt ansigt og langt gult hår; han lagde bånd på nogle bytter; henne ved det lange bord sat en kone med skaut på hovedet, tettsluttende klæder, høj og slank; hun delte en hop korn i to hoper. Foruten disse var der ikke flere i stuen.
„God dag og signe arbejdet!“ sagde Arne og strøk huven av. Begge så opp; mannen smilte og
