Side:Bjørnson - Arne.djvu/9

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


fuglerne sang, skogmusen pep, haren hoppet, og røysekatten gemte sig og skrek.

Så var dagen kommet, at lynget fik det ene øjet oppover fjellkanten. „Ånej, ånej, ånej!“ sa lynget — og vekk var det. „Kære, hvad er det lynget ser?“ sagde eneren og kom såvidt, at den fikk kike op. „Ånej, ånej!“ skrek den, og var vekk. „Hvad er det, som går av eneren idag?“ sagde furuen og tok lange skridt i solheten. Snart kunne den løfte sig på tæerne og glytte op. „Å-nej!“ — grener og pigger blev stående ende tilvejrs av forundring. Den kavede avsted, kom opp, og vekk var den. „Hvad er det alle de andre ser, og ikke jeg,“ sa’ bjørken, lettede skørterne vel opp og trippede efter. Der fikk den hele hovedet opp med en gang. „Å-å! — står her ikke en stor skog både av furu og lyng og ener og bjørk oppe på marken og vænter os,“ sa’ bjørken, og bladene skalv i solskinnet, så duggen trillede. „Ja, slik er det at nå frem,“ sagde eneren.