Oppe på Kampen var det, at Arne blev fødd.
Hans mor het Margit og var eneste barn på plassen Kampen. I sitt attende år blev hun engang sittende forlenge efter ved en dans; følget hennes var gått ifra henne, og da tænkte Margit, at vejen hjemover blev like lang for henne, enten hun drygde den dansen over eller ej. Og således hendte det sig, at Margit blev sittende der, til spillemannen, Nils skrædder kallet, med et lagde felen, som han plejede, når drikken tok ham, lot andre tralle, trev den vakkreste gente, flyttede foten så sikkert som takten i en vise, og hentede med støvlehælen hatten av den højeste han så. — „Ho!“ sagde han.
Da Margit gik hjæm den kveld, spillede månen så forunderlig vakkert på sneen. Kommen opp på svalen, hvor hun skulde ligge, måtte hun ennu engang se ut. Hun tok av sig livstykket, men blev stående med det i hånden, og så ned på sin barm. Da følte hun, at hun frøs, drog til i hast, klædde sig av og puttet sig langt innunder felden. Den
