Det bar slik til, at Arne var på prestegården og skar med håndsag et bil den vinter, og der var begge genterne ofte ihop. Arne tenkte, når han så dem, hvem det var, som nu friede til Eli Bøen.
Det traf slik til, at kan på en køretur måtte styre for prestefrøkenen og Eli; han havde gode ører; men kunne dog aldrig høre, hvad de talte om; sommetider talte Matilde til ham; da lo alltid Eli og gemte hovedet. Således spurte Matilde om det var sant han kunne gøre vers. „Nej,“ sagde han hurtigt; da lo de begge, snakkede og lo. Siden var han ikke god på dem, og lot som han ikke så dem.
Engang sat han i borgstuen, medens folk dansede der, Matilde og Eli kom begge dit bort forat se på. De trættede om noget borti kråen, hvor de stod, Eli vilde ikke, men Matilde vilde, og hun vant. Så kom de begge to bort til ham, nejede og spurte, om han kunne danse. Han svarte nej, og så vendte de sig begge, lo og løp. Det var da også en bestandig latter, tenkte Arne, og blev alvorlig! Men presten havde en liten plejesøn på ti-tolv år, og som Arne holdt meget av; av den gut lærte Arne at danse, når ingen så på.
Eli havde en liten broder på alder som prestens plejesøn. Disse to var spillekammerater og Arne gjorde kelker, ski, snarer til dem, og med dem talte han meget om deres søstre, iser Eli.
