En dag bragte Elis broder det bud, at han skulde ikke gå så slusket på håret. „Hvem har sagt det?“ — „Eli sagde det; men jeg skulde ikke sige, at hun havde sagt det.“ — Nogle dager efter sendte han det bud, at Eli måtte le litt mindre. Gutten kom igen med det bud, at Arne endelig måtte le lidt mere.
Engang vilde gutten have noget, han havde skrevet. Arne lot ham få det, og tenkte ikke videre over den ting. En stund efter vilde gutten glede Arne med den tidende, at begge genterne likte hans skrivt så svært. „Har de da sett den?“ — „Ja det var for dem jeg bad om den.“ — Arne bad gutterne bringe ham noget, som deres søstre havde skrevet; de så gjorde; Arne rettede skrivfejl deri med en tømmerblyant; han bad gutterne legge det så, at det var lett at finne. Senere fant han papiret igen i sin trøjelomme; men nedenunder skrevet: „rettet av en kry fant.“
Dagen efter sluttede Arne sitt arbejde på prestegården og rejste hjem. Så mild som han var den vinter, havde moderen ikke sett ham siden hin sørgelige tid kort efter faderens død. Han leste prekenen for henne, fulgte henne til kirke, og var meget god mot henne. Men hun visste godt, at det altsammen mest var for at få hennes samtykke til at rejse fra henne når våren kom. Så sendtes der bud fra Bøen en dag, om han ikke vilde komme dit og skere med håndsag.
