Men straks de havde sagt dette kom også trosten vekk; „det var på din side,“ sagde gutten; „nej du skal have takk; jeg så tydeligt det var på din. — — Men der! — der er han kommen igen!“ ropte genten; „ja, det er på min,“ ropte gutten. Men nu blev genten sint; „nej om jeg vikle gå med dig Jenger, så gid jeg måtte få alle plager!“ og hun gikk sin egen vej. — Da kom trosten vekk for gutten, og det blev så stusslegt, at han gav sig til at rope. Hun svarte. „Er trosten hos dig?“ ropte gutten. „Nej, men er den hos dig?“ „Ak nej; du får komme hit igen, så kannske den følger med.“ Og genten kom igen; de tok hinannen ved hånden og gikk sammen. „Kvitt, kvitt, kvitt, kvitt!“ sagde det på gentens side, „kvitt, kvitt, kvitt, kvitt!“ sagde det på guttens, „kvitt, kvitt, kvitt, kvitt!“ sagde det til alle sider, og da de skulde se til, var der hundrede tusind millioner troster rundt om dem. „Nej, hvor rart!“ sagde genten og så opp på gutten. „Å, Gud velsigne dig!“ sagde gutten, og klappede genten.“
Den historien syntes alle genterne var så vakker.
Så mente gudfar, at de skulde fortelle hvad de havde drømt inatt, og så skulde han dømme om, hvem som havde drømt vakkrest. „Nej, fortelle hvad de havde drømt! Nej!“ og der blev latter og tisk uten ende. Men så begynte den ene efter den annen at mene, hun havde havt sådan vakker drøm den natt, men atter andre, at så vak-
