vi lever i!“ sagde gutten og gret. Dette hørte genten og gikk til døren: „hvad er det du vil mig, stygge gutten, at jeg aldrig kann få vere i fred for dig?“ — „Jeg? — jeg vikle bare bede om at få vere brudesvennen din.“ — „Nej, det skal bro’r min vere,“ svarte genten og smelte døren i. —
— Så stod gutten der.“
Genterne lo meget av den historie, og kastede mange hamser bakefter.
Gudfar vikle at Eli Bøen skulde fortelle. Hvad var da det? Jo, hun skulde fortelle hvad hun havde fortalt ham bortpå bakken, sidst han var hos dem, dengang hun gav ham de nye strømpebåndene. Det var lenge førenn Eli vilde til, for hun lo så svært, men så fortalte hun:
„En gente og en gut gikk sammen på en vej. „Nej se den trosten, som følger oss,“ sagde genten. „Det er mig den følger,“ sagde gutten; „kann like så godt vere mig,“ svarte genten. „Det er snart at se,“ mente gutten; „nu går du den nedre vejen, og jeg den øvre, og vi møtes der oppe.“ De så gjorde. — „Fulgte den så ikke mig?“ spurte gutten, da de møttes. „Nej, den fulgte mig,“ svarte genten. „Så må der vere to.“ De gikk sammen igen et stykke, men da var der blott en; gutten mente, den fløj på hans side; men genten mente, den fløj på hennes. „Jeg bryr mig fanden om den trosten,“ sagde gutten; „ja jeg også.“ svarte genten.
