til moderen, leste prekenen for henne, eller fulgte henne til kirke, drog til arbejdsstedet igen sønndagskveld. Men alteftersom han kom mere ut iblandt folk, vokste rejselysten atter opp i ham, og just når han havde veret som lystigst lå han baketter og diktede på visen „over de høje fjelle,“ som han nu forandrede måske for tyvende gang. Han tenkte på Kristian, som så aldeles havde glemt ham, og ikke efter løvte sendt ham et eneste brev. Engang kom erindringen om Kristian så sterk på ham, at han forglemte sig og talte derom til moderen; men hun blev ganske taus, vendte sig og gikk. —
Der var en munter mann i den bygd, som het Ejnar Åsen; han havde tyve år gammel brutt sitt ben; siden gikk han med stav; men hvor han kom hinkende på den stav, var der alltid lystighet på ferde. Mannen var rik, men gjorde mest godt med det han havde, dog alltid således at få visste derom. En stor nøtterskog lå på hans ejendom, og det var visst, at en av de vakkreste solskinsdager i høsttiden var en flokk av muntre genter samlet hos ham forat plukke nøtter. Da var der stor bevertning om dagen og dans om kvelden. De fleste av disse genter havde han stått fadder til; for han stod fadder til den halve bygd; alle børn kalte ham gudfar, og efter dem hele bygden. —
Gudfar og Arne var vel kente og gudfar likte
