Hun fletted en hvit i et liljeband:
„ min højre hand.“
Hun fletled en blodrød i kærlighet:
„min venstre med.“
Han tok imot dem beggeto, men blussede derved.
Hun fletted av blomster fra hverr en kant:
„alle dem jeg fant!“
Hun sanked, hun fletted og gret dertil:
„tak dem, du vil!“
Han tiede og tok dem blott; men flygtede så vill.
Hun fletted en stor uten farvesans :
„ min brudekrans!“
Hun flettede så fingrerne bleve blå:
„set du den på.“
Men da hun skulde vende sig, hun ingensteds ham så.
Hun flettede modigt foruten stans
på sin brudekrans.
Men nu var det langt over sanktehans,
ingen blomster fans:
Hun fletted av de blomster, som slett ikke fans!
„Til sanktehans
er der latter og dans;
men siden vet jeg litet, om hun fletter sin krans.“
Arne havde i senere tid veret gladere i
hjemmet, og siden var han også gladere ute blandt
folk. Han fant ikke fullt arbejde på gården
vintersdag, lagde sig derfor på håndsagskurd og drog
om i bygden. Hverr lørdagskveld kom han opp
