Side:Bjørnson - Arne.djvu/7

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


pusten engang; „lad os klæ det i Guds navn,“ sagde bjørken, og ikke flere enn disse tre var, så tok de på sig at klæde fjellet. Eneren gik først.

Da de kom et stykke på vej, møtte de lynget. Eneren vilde likesom gå det forbi. „Nej, tak lynget med,“ sagde furuen. Og lynget i vej. Snart begyndte det at rape for eneren; „bit i mig,“ sagde lynget. Eneren så gjorde, og hvor der var bare en liten rivt, der stakk lynget en finger inn, og hvor det først hadde fått en finger, fikk eneren hele hånden. De krabbed og krøp, furuen tungt efter, bjørken med. „Det er sælebot i det,“ sagde bjørken.

Men fjellet begynte at tænke over, hvad det vel kunde vere for noget småtteri, som for og klorte opover det. Og da det havde tænkt på dette et par hundrede år, sendte det en liten bekk nedover for at se efter. Det var ennda i vårflommen, og bekken smatt sålenge, til den traf på lynget. „Kære, kære lyng, kann du ikke slippe mig frem; jeg er så liten,“ sagde bekken. Lynget havde meget travelt, lettede bare paa sig og arbejdede videre. Bekken innunder og frem. „Kære, kære ener, kan du ikke slippe mig frem; jeg er så liten.“ Eneren så hvast på den; men når lynget havde sluppet den frem, kunne vel alletider også den. Bekken oppunder og frem, og kom nu dit, hvor furuen stod og pustede i bakken. „Kære, kære furu, kann du ikke slippe mig frem; jeg er så liten, jeg,“ sa bekken, kysste furuen på foten og gjorde sig