Der var et dypt stup nede mellem to fjell; igennem det stup drog en vandrik elv tungt henover sten og urd. Højt var der op på begge sider og bratt, hvorfor den ene side stod bar; men tett innunder og så nær elven, at den vår og høst lagde væte henover, stod en frisk skog i klynge, så opp og foran sig og kunne hverken komme hit eller dit.
„Enn om vi klædde fjellet?“ sa eneren en dag til den utenlandske ek, som den stod nærmere enn alle de andre. Eken så ned for at komme efter, hvem det var som talte; dernæst så den op igjen og taug. Elven arbejdede så tungt at den gikk hvit; nordenvinden hadde lagt inn gennem stupet og skrek i kløvterne, det bare fjell hang tungt utover og frøs, — „enn om vi klædde fjellet?“ sa eneren til furuen på den annen side. „Skulde det vere nogen, måtte det vel blive oss,“ sa furuen; den tok sig i skegget og så bortover til bjørken: “hvad mener du?“ —; Men bjørken glyttede varsomt opp imot fjellet; så tungt lå det ut over henne, at hun syntes ikke at kunne drage pusten
