Hardanger; han brøt ned meget folk. Faderen og han var usamde om livøren, og således bar det til, at den mann ikke havde fred i hus eller bygd.
Han blev selv mere ond derved, og faderen satte efter ham. „Jeg taker ikke dom av nogen,“ sagde sønnen. „Av mig skal du take den, sålenge jeg lever,“ svarte faderen. „Tier du ikke stille, så slår jeg dig!“ sagde sønnen og rejste sig. — „Ja, trøst dig til, om du tør, og det skal aldrig gå dig godt her i verden,“ svarte faderen, han rejste sig også. — „Mener du?“ — og sønnen satte inn på ham og brøt ham ned. Men faderen tok ikke imot, lagde armerne overkors, og lot ham fare med sig som han vilde. Sønnen slog ham, vendte ham og slog ham, tok ham i hans hvite hår og drog ham mot døren: „jeg vil have husfred!“ — Men da de kom til døren, lettede faderen på sig: „ikke lenger enn til døren,“ sagde han, „for så langt drog jeg fader min.“ Sønnen ænsede det ikke, men drog hovedet over treskelen. „Ikke lenger enn til døren, siger jeg!“ den gamle rejste sig, kastede sønnen for sine føtter og revsede ham som et barn.“
„Dette var stygt,“ sagde flere. „Hugg dog ikke til fa’r sin,“ syntes Arne at en sagde; men han var ikke viss derpå.
„Nu skal jeg fortelle eder noget,“ sagde Arne, han rejste sig likblek, og visste ikke hvad han vilde sige. Han så bare ordene drive som store sne-
