gekammeraten sin, var det nett likesom døren gikk igen av sig selv og han stod i mørke. Men Storslåpen tok på at synge salmer, for han havde en stor røst. „Hvorfor synger du salmer?“ spurte lensmannen utenfor veggen. „Uvisst om han har havt klokker,“ svarte Storslåpen. Siden tok han på at bede det sterkeste han kunne. „Hvorfor beder du?“ spurte lensmannen utenfor veggen. „Han har visst veret en stor synder,“ svarte Storslåpen. Så blev der langt om lenge stilt, og det var næsten som lensmannen skulde sovne. Da skrek det derinne, så hytten skalv: „kommer nokk igen!“ — et helvetes brot og bulder rejste sig, „kom med de femti dalerne mine!“ brølte Storslåpen, og så skrek det, og brøt det, lensmannen opp med døren, folk til med stenger og brander, og da lå Storslåpen midt på gulvet og havde benskranglet over sig.“ —
Der var såre stilt om bordet. Endelig siger en, som skulde tende sin kritpipe: „han blev jo gal efter den dag.“ „Han blev så.“
Arne følte, de så på ham, og derfor kunne han ikke få øjnene opp. „Siger, som jeg har sagt,“ tok den første i, „intet graves så langt nedi natten, at det ikke finner sin dag.“ — „Nej, nu skal jeg fortelle om en søn, som slog sin egen fader,“ sagde en lys, svær mann med rundlatent ansigt. Arne kente ikke plassen, han sat på.
„Det var en slagskempe av en stor slægt borti
4*
