på alle de dører og vegger, som fanst; for den var starblind!
Siden lå disse to og sloges om denne hesten utover all bygd rigtigt likesom to bikker. Storslåpen vilde have pengerne sine igen; men se til, om han fikk to danske skilling. Skreppe-Alf prylte ham, så busten fauk: „kommer nokk igen,“ sagde Alf. — Fanden til karl, staut karl, kekk karl, Alf, Skreppe-Alf!
Nej, så var det på nogle år da, at han slett ikke kom igen.
Det kunne vere en ti år frem, så blev der lyst efter ham på kirkebakken, for der var tilfallen ham en overhendig arv. Storslåpen stod hos: „det visste jeg nokk,“ sagde han, „at det var pengerne, som lyste efter Skreppe-Alf, og ikke folk.“ —
Nu talte de frem og tilbake om Alf; og såmeget blev snakket, at de fikk ihoplagt, at han havde veret sidst på denne side av røren, men ikke på hin. Ja, i hugser vejen over røren, gammelvejen?
Men Storslåpen var på nogen tid kommen til stor magt og herlighet både med gård og grejder. Dessuten havde han lagt sig på gudfryktigheten, og det visste alle, at han ikke blev gudfryktig for ingenting, han, — mere enn annet folk. De begynte at snakke sakte om disse ting.
Det var i den tid at vejen over røren skulde omlegges. Gammelkarlerne havde det med at ville bent frem, og derfor bar det like over røren; men vi
4
