Oppunder lå et par ganske små øjne og en liten klumpnese; men munnen var meget stor med utoverbrettede lipper, der holdt sig hvitagtige. Når han lo, så man begge gommer. Hans hender lå på bordet; de var meget svære og grove; men håndledet var spinkelt. Han så hvast og talte fort, men med meget arbejde. Folk kalte ham „Kjæftaurin,“ og Arne visste, at Nils skrædder i gamle dager havde faret stygt med ham.
Ja, der er megen synd til i verden; den sitter oss nærmere enn vi tror - -. Men det er slikslag; nu skal i høre om en stygg gerning. De, som er gamle, hugser Alf, Skreppe-Alf. „Kommer nokk igen! sagde Alf;“ det ordtøke er efter ham; for når han havde endt handelen — og han kunne handle, den karl! — hivde’n skreppen på rygg: „kommer nokk igen!“ sagde Alf. Fanden til karl, staut karl, kekk karl, Alf, Skreppe-Alf! —
Nej, så var det han og Storslåpen. Storslåpen — ja, i kenner Storslåpen? — stor var han, og slåpen var han med. Han forså sig på en knitrende svart hest, som Skreppe-Alf for og ekserte med, så den spratt som en sommerlopp. Og førenn Storslåpen selv visste av det, var han kommen til at give femti daler for gampen! Storslåpen opp i en karjol, så lang han var, for at køre konge med femtidalershesten; men nu kunne han slå og banne, så gården stod i et gov, — hesten flaug likefullt
