vakker, taken inn til oss, og ham har vi givet vår eneste datter. Hvad synes dig nu, Birgit, om at vi to idag holdt vårt bryllup en gang til — og således, at vi aldrig mere skiltes?“ — stemmen dirrede og han rømmede sig. Birgit lagde hovedet ned på sin arm, men hun sagde intet. Bård væntede lenge, men han fikk intet svar, og mere havde han heller ikke selv at sige. Han så opp og blev meget blek; ti hun vendte ikke engang hovedet. Da reiste han sig. I det samme bankede det sakte på døren og spurte inn med blid stemme: „kommer du nu, mo’r?“ — det var Eli. Birgit løftede hovedet, så mot døren, møtte Bårds bleke ansigt: „kommer du nu, mo’r?“ spurtes engang til; „ja, nu kommer jeg!“ sagde Birgit med brusten stemme, idet hun gav sin hånd til Bård og brast i den heftigste gråt. De to hender klemte til, de var utslitte begge to nu, men de holdt så fast som om de havde letet efter hinannen i tyve år. De holdt sammen ennu da de gikk mot døren, og da en stund efter brudefølget drog nedover mot støden og Arne gav sin hånd til Eli for at gå foran og Bård så på dette, da tok han mot all skikk og bruk konen sin ved hånden og gikk storsmilende efter. Men bak dem kom Margit Kampen alene. Bård var rent overgiven den dagen, han sat og talte med skytsfolkene. En av disse, der sat og så på fjellene bak dem, sagde, det var dog forunderligt, at selv slikt bratt fjell kunne blive klædt:
