havde litt fart; da hun møtte Bård, stansede hun medens munnen drog opp til den ene side. Det var Birgit, konen. Begge havde noget at sige hinannen, men ingen av dem fikk ord. Bård var mere forlegen enn hun, han smilte mere og mere, tilsidst vendte han sig mot trappen og sagde idet han begynte at gå i den: „kannske du vil følge efter“. Og hun gikk efter. Her oppe på loftet var de ganske alene, men Bård lukkede dog døren i efter dem og gav sig meget god tid. Da han endelig vendte sig, stod Birgit ved vinduet og så utover; det var for ikke at se innover. Bård tok frem en liten flaske av brystet og et litet sølvstøp, han vilde skenke henne. Men hun vilde ikke take derimot, skønt han forsikkrede det var vin, som var sendt dit fra presten. Så drakk han den selv, men bød henne et par ganger medens han drakk. Han korkede flasken til, gemte den i bryst lommen tillikemed sølvstøp et og satte sig ned på en kiste.
Et par ganger drog han pusten langt: „jeg er glad idag“, sagde han og så ende ned for sig; „jeg tenkte jeg måtte snakke med dig idag ; det er lenge siden sidst.“ Birgit støttede for sig med den ene hånd borti vinduskarmen. Bård fortsatte: „Jeg har hugset Nils skrædder idag; han skilte oss to, han; jeg trodde det skulde rekke blott til brylluppet; men det har rakt lenger. Idag er en søn av ham, vellært og
