katt røre sig. Moderen stod ved bordet. Faste skridt lød på stenhellerne, et kort lett skridt i gangen, døren stille opp, og Arne trodte inn. Det første han så var Eli i klokkekråen, lian slapp døren, og blev stående. Dette gjorde Eli ennu mere forlegen, hun rejste sig, angrede det straks og vendte sig mot veggen. — „Er du her?“ sagde Arne, han blev blussende rød, da han spurte. — Hun tok en hånd opp og holdt for sig, som når solen faller for sterk i øjnene. „Hvordan er du kommen hit?“ sagde han og gjorde et skridt eller to; hun senkede hånden igen, vendte sig litt mot ham, men bøjede hovedet og brast i gråt. — „Hvorfor græter du, Eli?“ spurte han og gikk bort til henne. Hun svarte ikke, men gret mere; „Gud velsigne dig, Eli!“ sagde han og tok omkring henne; hun lagde sig opp til ham. Han hviskede noget nedover henne, hun svarte ikke, men tok ham om halsen med begge hender.
Lenge stod de således, ikke en lyd hørtes, uten fossen, som gav den evige minnelse, men fjernt og stille. Da gret der nogen borte ved bordet, Arne så opp, det var moderen; han hav de ikke sett henne før. „Nu er jeg sikker på du ikke rejser fra mig, Arne,“ sagde hun, kom gående over gulvet hen til ham; hun gret meget, men det gjorde godt sagde hun.
