og rød i ansigtet som et ber, barmen fløj opp og ned, hun kunne ikke snakke og lo over at hun var så forkavet. „Å - ja, det hører ungdommen til, det,“ — Margit så sig glad i henne. „"Du skulde vel ikke kenne mig, du?“ Eli havde nokk villet spørge, men kom sig ikke til, fordi den annen var eldre; nu sagde hun, at hun mintest ikke at have sett henne før. — „Å- nej, det er også litet vænteligt; gammelt folk kommer sjældent frem. — Sønnen min kannske du kenner litt til, han Arne Kampen; jeg er mo’r hans, jeg,“ hun skottede til Eli, hvis åndedrætt med en gang gikk langsomt, ansigtet blev alvorligt, øjnene stirende. — „Jeg tror næsten han har arbejdet en gang der borte på Bøen.“ Jo han havde nokk så. — „Det er et vakkert vejr ikveld; vi kastede højet, vi, ut på dagen og tok det inn før jeg gikk; det er rigtigt et velsignet vejr.“ — „"Det bliver visst et godt højår i år,“ mente Eli. „Ja, du kann så sige; — på Bøen er det vel vakkert?“ — „De er ferdige der nu?“ — „Forstår sig, ja; stor hjælp, driftige folk.“ — „Skal du hjem ikveld?"“ — Nej, hun skulde ikke det. — „Kunne du ikke følge mig bortover et stykke? jeg treffer så sjælden nogen at snakke med, jeg, og for dig kann det vel vere slik slag?“ — Eli undskyldte sig med, at hun havde ingen trøje. „Å - ja, det er også skammfullt av mig at bede om slikt, første gangen jeg ser et menneske; men gammelt folk må en bere over med.“ — Eli sagde,
