„Farvel!“ sagde Margit i døren oppe hos presten. — Det var en sønndagskveld ut på sommeren, han var kommen igen fra kirken, og hun havde sittet der nu til klokken blev henimot syv. „Farvel, Margit!“ sagde presten. Hun skyndte sig ned ad trapperne og ut på gården, for der havde hun sett Eli Bøen leke med prestens søn og hennes egen broder.
„God kveld!“ sagde Margit, hun blev stående; „og signe laget;“ — „God kveld“ sagde Eli, hun var blussende rød og vilde holde opp, skønt gutterne trengte inn på henne; men hun bad for sig og fikk lov at slippe for i kveld. — „Jeg synes mest jeg skulde kenne dig og“, sagde Margit. „Det kann nokk gerne vere, det,“ sagde den annen. „Det skulde da vel aldrig vere Eli Bøen?“ — Jo, det var nokk så. — „Å - nej, da! — Så det er Eli Bøen; ja, nu ser jeg det, du likner på mo’r din.“ Elis gulbrune hår var revet ut, så det hang løst og langt nedover, hun var så het
