biskop om, at han vilde hjælpe manden til et passende kald. Derved gjordes i regelen den tilføielse: „dog saa, at alting gaar til efter ordinansen“, og ligeledes træffes der breve, i hvilke menigheden forbeholdes sin kaldsret, et forbehold, som dog i dette tilfælde neppe har havt meget at betyde. Ogsaa kunde det hænde, at der til anbefalingen knyttedes den betingelse, at biskopen først maatte undersøge, om vedkommende var „dygtig og skikkelig udi lærdom og levnet til presteembede“.[1] Forsaavidt var der altsaa taget hensyn til, at vedkommende ansøger maatte have de nødvendige forudsætninger. Men det bliver altid et aabent spørgsmaal, hvorvidt man derved har vist tilstrækkelig samvittighedsfuldhed, saaledes at alle fordringer ere blevne opfyldte.[2]
Ved siden af de breve, der i almindelighed anbefalede en mand til at faa kald, blev der ogsaa udstedt andre, der lød paa navngivne prestegjæld. Dette kunde gaa saavidt, at der endog sikredes bestemte personer ret til at faa et bestemt kald efter indehaverens død, selv om efterfølgeren til den tid ikke havde opnaaet den nødvendige alder eller erhvervet de fornødne kundskaber. Et oplysende tilfælde af denne art indtraf i Jens Nilssøns tid i Rakkestad. Her fik ved sognepresten hr. Østen Baardssøns død hans søn, Jens, i 1587 brev paa at blive faderens efterfølger; men da han paa denne tid opholdt sig ved universitetet og ønskede at fortsætte sine studier, blev det ham tilladt foreløbig at holde en kapellan i kaldet, som biskopen dertil ansaa tjenlig. Først i 1592 høres der atter om hr. Jens Østenssøn, som da erhvervede et nyt kongebrev. Han havde nu faaet kaldsbrev fra sognemændene i Rakkestad og havde „gode testimonia“; biskopen skulde dog først „forhøre og examinere ham“, hvorpaa stat-
- ↑ Exempler paa, at Jens Nilssøn har faaet saadanne anbefalinger fra kongen findes i Norske rigsregistranter, III, s. 249 flg. og 271 flg. (hvor det tilføies, at ordinansen maa overholdes), III, s. 270 (hvor menighedens kaldsret forbeholdes) og III, s. 173 (hvor det paalægges biskopen at prøve ansøgerens forudsætninger for presteembedet). Disse breve ere alle fra 1591 og 1592. Et brev fra 1596 med tillæg, at alting maa gaa efter ordinansen, smstds. s. 443.
- ↑ I bispearkivet, 2, e, no. 51, findes afskrift af et brev fra Ove Juel og Jens Nilssøn af 6te Aug. 1585, hvori de meddele almuen i Rollag, at de havde faaet kongens anbefalingsskrivelse for hr. Henrik Lauritssøn til et ledigt kald, hvorfor de nu bede den om at „samtykke og kalde ham“ til sogneprest og sjælesørger.
