undtagelser; men enkelte mænd kunde her ikke udrette meget til varig forbedring. Dertil krævedes der længere tid.
Der haves ingen bedre kilde til at lære disse forhold at kjende end visitatsbøgerne, der fremstille biskopen i hans berøring med den ham underordnede geistlighed. Man ser, hvorledes Jens Nilssøn paa sine reiser altid havde det travlt med at irettesætte de prester, som førte et misligt liv, og som havde gjort sig skyldige i drik, slagsmaal, usædelighed, forargeligt familieliv o. l.[1] Det kan have truffet, at enkelte her ere blevne uretfærdig angivne af personlige fiender inden menigheden, og der forekommer derfor ogsaa tilfælde, hvori presterne negte at være skyldige i de forseelser, der tillægges dem. De kunne saaledes indimellem gaa fri, medens det ved andre leiligheder har været en uafviselig nødvendighed at straffe dem. Saaledes bliver i 1596 en prest for en tid suspenderet med det tillæg, at han heller ikke senere faar tilladelse til at gjenindsættes i sit tidligere embede (s. 429). Jens Nilssøn gik her altid frem med lempe, og dette var ogsaa det mest hensigtsmæssige, han kunde gjøre. Han greb saaledes nødig til det haarde middel at afsætte en prest, men foretrak at advare og formane i det længste, saalænge der kunde være noget haab om forbedring. Herved maatte ogsaa et andet hensyn gjøre sig gjældende; om nemlig biskopen kunde fjerne en prest, saa var det ikke altid saa let en sag at skaffe en anden i hans sted, der var bedre. Det forraad, af hvilket der kunde tages, var ikke altid stort, og de yngre mænd, der attraaede at komme i geistlig stilling, vare ingenlunde bedre end de, som allerede vare blevne prester. Hertil kom endnu en anden omstændighed, som gjorde det vanskeligt for stiftsstyrelsen at gribe ind med den tilbørlige kraft, og det var den herskende tilbøielighed til at lade presteembederne gaa i arv, hvorved disses indehavere fik anledning til at sikre sine efterladte. Naar en biskop vilde afsætte en saadan prest, der havde skaffet sin søn eller svigersøn løfte om embedet efter hans død, krydsede han ikke alene disses, men i mange tilfælde ogsaa almuens interesser.
Kaldsretten var som regel henlagt til menighederne;[2] men
- ↑ Exempler herpaa forefindes i mængde; smlgn. bl. a. nedenfor s. 126, 142 flg., 146, 153, 202, 206, 210, 215–217, 227 flg., 335, 511, 537.
- ↑ I Gjerpen havde den, som var forlenet med dette prestekalds store jordegods, ogsaa retten til at udnævne presten. Dr. Erasmus Lætus havde saaledes ansat hr. Sten Lauritssøn som sogneprest dersteds; men da denne ikke følte sig sikker, „efterdi samme Gjerpen gjæld ofte forandres og forlenes fra en til anden“, fik han under 28de Septbr. 1584 kgl. stadfæstelse paa kaldet. Norske rigsregistranter, II, s. 575. Her haves altsaa en ganske eiendommelig afvigelse fra det sædvanlige forhold, som dog kan have sin naturlige forklaringsgrund. I den nedenfor nævnte afhandling af L. Daae, Om geistliges kaldelse o. s. v., s. 80, udtales den formodning, at Peder Iverssøn havde kaldsret til Stokke og Hedrum; men dette ligger neppe i ordene paa det anførte sted af H. Jersins ligprædiken Smlgn. ovenfor, pag. LXXI, noten. – Nedenfor, s. 527 flg., omtales Vincents Bildts paastand paa jus patronatus til en kirke, der stod paa hans grund. – Akers prestegjæld blev ved kongebrev af 4de April 1587 (Norske rigsregistr., II, s. 702) henlagt som annex under slotsprædikanten paa Akershus, og dermed maa rimeligvis almuen i dette store prestegjæld have tabt sin selvstændige kaldsret. – Da Solum og Mælum henlagdes som annexer til Skien, mistede ogsaa deres almue sin kaldsret, der overførtes til borgermestere og raad, som efter ordinansen havde denne ret i kjøbstæderne (s. 429).
