der med sine svære spidsbuede hvælv har dannet første etage, og ovenpaa denne er der efter 1567 sat en ny anden etage, som har afgivet de egentlige beboelsesrum. Rummet har ikke været særdeles stort, men blev dog ikke udvidet i omtrent 200 aar.
St. Halvardskirken, stiftets gamle domkirke, der laa i den nye bispegaards umiddelbare nærhed, var ogsaa bleven rammet af den store ødelæggelse i 1567 og maatte nu gjenopføres med stiftsstadens øvrige bygninger. Ved et kongebrev af 15de Juni 1568 blev al den indtægt, som tilhørte Hamar kapitels kommun, bestemt til dens og Oslo skoles istandsættelse, og den paafølgende 6te August fik Oslo kapitel en paamindelse om at drive paa med denne. Arbeidet blev dog neppe hurtig fremmet, maaske især paa grund af, at der hos regjeringen opstod tvivl, om det var rigtigt at give indtægterne af det hamarske kommun en saadan anvendelse; ved et kongebrev af 1ste December 1569 blev det paalagt befalingsmanden paa Akershus og biskopen at afgive betænkning derover. Først ved et kongebrev af 19de April 1572 blev denne sag ordnet, og saaledes, at domkirkens gjenopførelse ikke kom til at fremmes ved kommunets indtægter. Samtidig blev det bestemt, at Halvardskirken, foruden at være domkirke for biskopen og kapitlet, tillige skulde være sognekirke for Oslo; følgelig skulde borgerne i denne by nu bære udgifterne ved dens istandsættelse, forsaavidt ikke kapitlet havde de fornødne midler til at bestride disse. Ved kongebrev af 29de April s. a. fik derhos kapitlet som hjælp dertil ret til at oppebære halvdelen af kirkernes tiende i stiftet. I dette omtales ogsaa, at „hvælvingen nu stander paa støtter“. Først ved kongebrev af 5te Mai 1579 mistede kirken denne midlertidige indtægt, og den skulde altsaa nu have været paa det nærmeste færdig, ialfald saavidt, at dens egne indtægter kunde strække til dens fuldstændige istandsættelse. Fra nu af høres der paa en længere aarrække intet om Halvardskirken, som ogsaa var bleven byens sognekirke, førend der under 25de September 1596 udgaar et kongebrev, hvori det heder, at den „skal være meget brøstholden og forfalden“; som grund hertil var det angivet, at kirkens indtægter vare blevne henlagte til sogneprestens underholdning. I den anledning paalagdes det nu statholder og kansler at undersøge forholdene og derefter træffe en saadan ordning, at kirken fik de indkomster, som tilkom den. Derefter høres der i Jens Nilssøns tid ikke mere om
