kan der, om end ikke tydelig, adskilles tre vævgrupper; hudvævet, grundvævet og strengvævet.
Hudvævet begrænser stængelen udadtil; det bestaar af et lag kortceller, der slutter tæt sammen. Hudvævets funktion er væsentlig at beskytte de indre dele mod skadelige indvirkninger udenfra.
Grundvævet er beliggende indenfor hudvævet. Dets celler, mellem hvilke der er ganske smaa mellemrum, intercellularrum, er i bygning lidet forskjellige fra hudvævets celler. Indenfor grundvævet ligger:
Strengvævet, der spalter sig i en yderste, støttende del og en inderste, ledende del, der bestaar af forskjellige celletyper.
Støttecellerne er lange, tykvæggede, tilspidsede i enderne og slutter tæt sammen til et væv, støttevævet, hvis opgave det er at gjøre stængelen modstandsdygtig mod bøining (f. eks. ved vind). Den inderste del af stængelen udgjøres af lange, ledende celler. Disse er væsentlig efter indholdets beskafifenhed to slags: 1. protoplasmaførende (levende) celler og 2. vandførende celler uden protoplasma (døde celler). De første leder væsentlig eggehvidestofter, de sidste vand. Strengvævets celler danner en sammenhængende midtstreng gjennem hele stængelen.
I stængelens spids ligger et vekstpunkt, der øverst onder i en relativt stor topcelle.
I bladet kan gjenfindes de samme tre væv: hudvævet, grundvævet og strengvævet. Det sidste danner bladets midtnerve og bestaar ligesom i stængelen af støttende og ledende celler.
Paa oversiden af bladet er der udviklet rader af assimilationsceller. Cellerne er tyndvæggede og indeholder klorofylkorn i sit protoplasma (fig. 25). Klorofylkorn er flade klorofyllegemer, som seet fra siden har linseform, men som seet fra fladen er rundagtige.
Den kjønnede forplantning foregaar ved befrugtning. I spidsen af stænglerne (a i fig. 24) opstaar der kjønnede
