plasma der indeholder et fastere legeme, cellekjernen, og er omgivet af en væg, cellevæggen.
Naar sporen kommer i vand, spirer den; indholdet sprænger da væggen (b, c) og træder ud som en sværmespore (e, f). Denne er aflang, pæreformet og har i den forreste, smale ende en svingtraad, ved hvis hjælp den kan bevæge sig i vandet. I forenden ligger cellekjernen; i den anden ende er der en vædskefyldt blære, som pulserer, og som kaldes en pulserende vakuole.
Efter en tids forløb mister sværmesporen sin svingtraad, antager en uregelmæssig form og lever som amøbe (g, h, i, k, I). I denne tilstand formerer den sig ved at dele sig ito dele, hver af disse igjen i to o. s. v. Naar delingen har foregaaet en tid, smelter de nydannede amøber, som imidlertid har vokset betydelig ved næringsoptagelse, sammen til et nyt legeme, der under navn af troldsmør findes paa bark etc. Dette stadium af dens udvikling kaldes plasmodiestadiet (o).
Plasmodiet omdanner sig omsider til et frugtlegeme, hvori sporerne opstaar.
Naar undtages sporen, der har væg og derfor fast form, er troldsmørret paa alle stadier kun en vægløs protoplasmamasse. Men, som vi skal se, har denne evnen til at udføre alle livsfunktioner. Før disse beskrives, vil vi imidlertid først betragte protoplasmaets bygning.
Protoplasmaet bestaar af en grundmasse, som er tykflydende, farveløs og gjennemsigtig. I denne er der indleiret talrige, fastere korn, som er aarsag til, at protoplasmaet ser graalig og grumset ud.
Protoplasmaets kemiske sammensætning er meget indviklet. Dets vigtigste bestanddele er eggehvidestoffer, kulhydrater og vand. Protoplasmaet indeholder en eller flere cellekjerner. Disse er rundagtige legemer, hvori der findes fastere, saakaldte kjernelegemer (nucleoler). Cellekjernernes kemiske indhold er væsentlig fosforholdige eggehvidestoffer.
Af protoplasmaets forskjellige livsfunktioner skal vi begynde med
Aandedrættet. Protoplasmaet optager surstof fra luften,
