imidlertid kunstige, hvorved planter, som naturlig hørte sammen, ofte kom langt fra hinanden i systemet. Allerede Linné begyndte dog at inddele planterne i familier efter deres indbyrdes slegtskab. I 1789 blev det første naturlige system opstillet af franskmanden A. de Jussieu.
De første planteanatomiske arbeider blev udgivne af italieneren Malpighi († 1694) og engelskmanden Grew († 1711). I løbet af det 18de aarhundrede blev imidlertid disse forskeres arbeider næsten glemte, da den væsentligste interesse samlede sig om den opblomstrende plantesystematik. Omkring 1830 gjenoptoges studiet af planternes indre bygning af H. von Mohl, og i løbet af aarhundredet er der opstaaet mange store forskere, som har bragt denne gren af den botaniske videnskab et langt stykke frem.
Den første botaniker, som drev plantefysiologiske experimenter, var engelskmanden Stephan Hales († 1761).
Nogen særlig udvikling kunde plantefysiologien ikke naa, før man gjennem kemien lærte at kjende de forskjellige stofifer, som flndes i planterne. Sammen med den kemiske videnskab udviklede plantefysiologien sig i den sidste fjerdedel af det 18de aarhundrede; i den første halvdel af det 19de aarhundrede laa den nede, men udvikledes paany og overmaade rigt af kemikeren Liebig og botanikeren Sachs omkring midten af aarhundredet.
Det vigtigste hiælpemiddel under studiet af planternes anatomi er mikroskopet.
[Dette bestaar af følgende dele: Stativet, belysningsapparatet og mikroskoprøret med okular og objektiv.
Stativet bestaar af flere dele: foden (F), søilen (C), objektbordet (T), røret (H) og mikrometerskruen (Km).
Belysningsapparatet bestaar af speilet (S) og blenderen (Bl) og tjener til at kaste lys af forskjellig styrke ind i mikroskopet.
Mikroskoprøret bestaar af et rør (R), hvor okularet (O) indsættes i den øvre ende, og objektivet (L) indskrues
