blive ved at profetere; thi det er Kongens Helligdom, og det er Rigets Hus.
14 Da svarede Amos og sagde til Amazja: Jeg er ikke nogen Profet, heller ikke nogen Profets Søn[1], men en Fæhyrde og En, som plukker Morbærfigen.
15 Men Herren tog mig fra Hjorden, og Herren sagde til mig: Gaa hen, profeter for mit Folk Israel!
16 Og nu, hør Herrens Ord! Du siger: Du skal ikke profetere mod Israel og ikke prædike mod Isaks Hus.
17 Derfor saa siger Herren: Din Hustru skal bedrive Hor i Staden, og dine Sønner og dine Døtre skulle falde for Sverd, og din Jordlod skal deles med Maalesnor, og du selv skal dø i et urent Land, og Israel skal vorde bortført fra sit Land.
Amos ser et nyt Syn, som betegner, at Israel er modent til Dommen, og dets Ende er kommen, saa Hyl over de mange Ihjelslagne skal træde istedetfor den Jubel, som nu hersker i Paladserne, 1-3. For de Riges Ubarmhjertigheds, Gjerrigheds og Bedrageries Skyld skal Herren pludselig lade en svær Ulykkens Nat komme over Landet og omskifte Folkets Glæde til den dybeste Sorg, 4-10. I denne Tid skulle de, som nu dyrke Afguderne, i sin store Nød ivrig søge efter Herrens Ord, men ikke finde det og forgaa i sin Elendighed, 11-14.
AADANT lod den Herre Herre mig se: Se, der var en Kurv med moden Frugt.
2 Og han sagde: Hvad ser du, Amos? Og jeg sagde: En Kurv med moden Frugt. Da sagde Herren til mig: Enden er kommen for mit Folk Israel; jeg vil ikke mere blive ved at gaa dets Synd forbi.
3 Og Paladsets Sange skulle blive til Hyl paa den Dag, siger den Herre Herre; mange ere de døde Kroppe, paa alle Steder kaster man dem hen i Stilhed.
4 Hører dette, I, som hige efter at opsluge den Fattige og gjøre Ende paa de Sagtmodige i Landet,
5 idet I sige: Naar vil Nymaanen være forbi, saa vi kunne sælge Korn, og Sabbaten, saa vi kunn aabne Kornoplaget for at gjøre Efaen liden og Sekelen stor og forfalske Vegten
6 og kjøbe de Ringe for Penge og den Fattige for et Par Sko og sælge Affald af Korn?
7 Herren har svoret ved Jakobs Stolthed: Jeg skal til evig Tid ikke glemme alle deres Gjerninger.
8 Skal ikke herover Jorden bæve, og hver den, som bor paa den, sørge, og hele Jorden stige som Strømmen og drives i Veiret og sænkes som Ægyptens Strøm?
9 Og det skal ske paa den Dag, siger den Herre Herre, da vil jeg lade Solen gaa ned om Middagen og gjøre det mørkt for Jorden ved høilys Dag.
10 Og jeg vil omskifte eders Høitider til Sorg og alle eders Sange til Veklage, og jeg vil bringe Sæk over alle Lænder og gjøre hvert Hoved skaldet; og jeg vil gjøre Folket til idel Sorg, som over en eenbaaren Søn, og gjøre dets Ende som en bitter Dag.
11 Se, Dage komme, siger den Herre Herre, da jeg sender Hunger i Landet, ikke Hunger efter Brød og ikke Tørst efter Vand, men efter at høre Herrens Ord.
12 Og de skulle vanke om fra Hav til Hav og fra Norden og til Østen; de skulle fare omkring for at søge efter Herrens Ord, men de skulle ikke finde det.
13 Paa den Dag skulle de deilige Jomfruer og de unge Mænd vansmægte af Tørst,
14 de, som sværge ved Samarias Synd[2] og sige: Saasandt din Gud lever, Dan, og saasandt Be’ersebas Skrik lever! Og de skulle falde og ikke reise sig mere.
Profeten ser endnu et Syn, som betegner, at Herren skal ødelægge hele Israel (de ti Stammer og Juda). Intet skal kunne redde dem af Herrens Haand, thi han er den almægtige Gud og Verdens Dommer, og Israel er blevet Hedningerne ligt. Dog skal det ikke blive aldeles tilintetgjort; kun den vantroe og ugudelige Hob skal omkomme, medens ingen From skal gaa fortabt, 1-10. Efter Dommen skal Herren i Messias opreise Davids faldne Hus, og under ham som Konge skal Guds Folk samle. Hedningerne indlemmes i hans Rige, og en Fylde af Velsignelse fra Herren blive dette Riges Medlemmer til Del, 11-15.
EG saa Herren staa paa Alteret, og han sagde: Slaa Søileknapperne,
