8 Han, som skaber Syvstjernen og Orion og omskifter Dødskygge til Morgen og formørker Dag til Nat, han, som kalder paa Havets Vande og øser dem ud over Jorden, — Herren er hans Navn!
9 Han, som lader Ødelæggelse lyne frem mod den Stærke og Ødelæggelse komme over den faste Borg!
10 De hade i Porten den, som revser, og den, som fører ulastelig Tale, afsky de.
11 Derfor, fordi I træde paa den Fattige og tage afgift i Korn af ham, saa have I vel bygget Huse af huggen Sten, men skulle ikke bo i dem, saa have I vel plantet lystelige Vingaarde, men skulle ikke drikke deres Vin.
12 This jeg ved det: Mange ere eders Overtrædelser, og talrige eders Synder; I trænge den Retfærdige, tage imod Sonepenge og bøie Retten for de Fattige i Porten.
13 Derfor, den, som er klog, han tier i denne Tid; thi det er en ond Tid.
14 Søger det Gode og ikke det Onde, forat I maa leve, og saaledes være Herren, Hærskarernes Gud, med eder, som I have sagt.
15 Hader det Onde og elsker det Gode og lader Ret staa fast i Porten! Kanskje Herren, Hærskarernes Gud, vil være Josefs Levning naadig.
16 Derfor, saa siger Herren, Hærskarernes Gud, Herren: Paa alle Gader skal der være Veklage, og i alle Stræder skal man sige: Ve, ve! Og man skal kalde Agerdyrkeren til Sorg, og til dem, som ere kyndige i Sørgesang, skal man raabe: Veklager!
17 Og i alle Vingaarde skal der være Veklage; thi jeg vil gaa midt igjennem dig, siger Herren.
18 Ve dem, som stunde efter Herrens Dag! Hvad skulle I da med Herrens Dag? Den er Mørke og ikke Lys,
19 som naar En flygter for en Løve, og en Bjørn møder ham, og han kommer ind i sti Hus og støtter sin Haand mod Væggen, og en Slange bider ham.
20 Er ikke Herrens Dag Mørke og ikke Lys, bælmørk og uden Skin?
21 Jeg hader, foragter eders Fester, og jeg har ikke Behag i eders Festforsamlinger;
22 thi om I end ofre mig Brændoffere og Madoffere, finder jeg dog ikke Behag i dem, og Takofferne af eders Gjødkalve ser jeg ikke paa.
23 Bort fra mig med dine Sanges Larm! Dine Harpers Spil vil jeg ikke høre.
24 Men Dom skal velte frem som Vande, og Retfærdighed som en altid strømmende Bæk.
25 Have I bragt mig Slagtoffere og Madoffere i Ørkenen i firti Aar, o Israels Hus?
26 Nei, men I have baaret eders Konges[1] Telt og eders Billeders Stillads, eders Guds Stjerne, som I havde gjort eder.
27 Og jeg vil føre eder bort i Fangenskab bortenfor Damaskus, siger han, hvis Navn er Herren, Hærskarernes Gud.
Profeten raaber Ve over det rige og blomstrende Israels sorgløse Høvdinger i Jerusalem og Samaria, som ikke ville tro, at Dommen er nær, undertrykke de Svage og føre et Liv, fuldt af Overdaadighed, uden Tanke paa Folkets nærforestaaende Undergang, 1-6. Han forkynder Israel, at Herren til Straf for dets Ugudelighed vil lade et fremmed Folk, som det med al sin Magt ikke vil kunne modstaa, komme over det, plage det haardt, ødelægge dets Rige og føre det bort i Landflygtighed, 7-14.
E de Trygge paa Zion og de Sorgløse paa Samarias Bjerg, de Fornemme blandt det ypperste af Folkene, dem, til hvem Israels Hus kommer!
2 Drager over til Kalne i ser, og gaar derfra til det store Hamat, og stiger ned til Filisternes Gat! Mon de ere bedre end disse Riger, eller ders Land større end eders Land?
3 I, som jage den onde Dag langt bort og flytte Volds Sæde nær til eder[2], —
