I gaa ud, hver lige frem for sig, og I skulle blive slængte hen i Paladset[1], siger Herren.
4 Gaar til Betel og synder, til Gilgal og synder tilgavn, og bringer hver Morgen eders Slagtoffere, hver tredje Dag eders Tiender,
5 og lader Røg af syret Brød opstige som Takoffer og udraaber frivillige Offere, kundgjører det! Thi Saadant gjøre I gjerne, I Israels Børn, siger den Herre Herre.
6 Og jeg har dog givet eder rene Tænder i alle eders Byer og Mangel paa Brød paa alle eders Steder; men I have ikke omvendt eder til mig, siger Herren.
7 Og jeg har dog forholdt eder Regnet, da der endnu var tre Maaneder til Høsten, og har ladet det regne over en Stad, medens jeg ikke lod det regne over en anden; et Stykke fik Regn, og et andet Stykke, hvorpaa det ikke regnede, blev fortørket,
8 og to, tre Stæder vankede hen til een Stad for at drikke Vand og fik dog ikke nok; men I have ikke omvendt eder til mig, siger Herren.
9 Jeg har slaaet eder med Brand og Vissenhed i Kornet, eders mangfoldige Haver og Vingaarde og Figentræer og Oljetræer fortærede Græshoppen; men I have ikke omvendt eder til mig, siger Herren.
10 Jeg har sendt Pest iblandt eder efter Ægyptens Vis, jeg har ihjelslaaet eders unge Mænd med Sverd, paa samme Tid, som eders Heste bleve fangne, og jeg lod Stanken af eders Leire stige op i eders Næse; men I have ikke omvendt eder til mig, siger Herren.
11 Jeg har omstyrtet Stæder iblandt eder, saaledes som Gud omstyrtede Sodoma og Gomorra, og I bleve som en Brand, reddet af Ilden; men I have ikke omvendt eder til mig, siger Herren.
12 Derfor vil jeg gjøre saaledes[2] med dig, Israel! — Efterdi jeg vil gjøre dette med dig, saa bered dig til at møde din Gud, Israel!
13 Thi se, han, som sanner Bjerge og skaber Vind og kundgjør et Menneske, hvad hans Tanke er, som gjør Morgenrøde til Mørke og træder paa Jordens Høider, — Herren, Hærskarernes Gud, er hans Navn.
Profeten istemmer en Klagesang over Israels forestaaende Fald og begrunder den med, at den største Del af Folket skal omkomme, 1-3. Dette skal ske, fordi Israel istedetfor at følge Herrens Formaning til at søge ham og afstaa fra Afgudsdyrkelsen træder Retten under Fødder uden Frygt for ham, den almægtige Gud, og hans uimodstaaelige Domme, og er ubarmhjertigt mod de Fattige, 4-12. Det nytter vistnok ikke at tale i en saa ond Tid, som den nærværende; alligevel maa Profeten formane Folket til at beflitte sig paa Retfærdighed; muligens vil det da finde Naade hos Gud og undgaa Undergangen. For Alt, hvad det hidtil har syndet, skal Herren hjemsøge det og opfylde det med Sorg og Klage, 13-17. Profeten udraaber et Ve over Israel, so uden Anelse om Herrens Dags FOrfærdelighed begjærer dens Komme i Tillid til sin udvortes, hykkelske Gudstjeneste. herren vil ikke vide af denne, men skal alde en Alt borttrykkende og ødelæggende Dom komme over Folket, som allerede i Ørkenen har drevet Afguderi og ny skal blive ført langt bort fra sit Land, 18-27.
ØRER dette Ord, en Klagesang, som jeg istemmer over eder, o Israels Hus!
2 Hun er falden, skal ikke reise sig mere, Jomfruen Israel; hun er kastet ned paa sin Jord, der er Ingen, som reiser hende op.
3 Thi saa siger den Herre Herre: Den Stad, af hvilken Tusinde drage ud, skal beholde Hundrede tilovers, og den, af hvilken Hundrede drage ud, skal beholde Ti tilovers for Israels Hus.
4 Thi saa siger Herren til Israels Hus: Søger mig, saa skulle I leve!
5 Søger ikke Betel og kommer ikke til Gilgal og vandrer ikke over til Be’erseba! Thi Gilgal skal blive bortført og Betel komme i Elendighed.
6 Søger Herren, saa skulle I leve! Ellers skal han komme over Josefs Hus som en Ild, og den skal fortære, udenat Betel har Nogen, som slukker!
7 De, som forvende Ret til Malurt og kaste Retfærdighed til Jorden!
