Festforsamling, samler de Ældste, alle Landets Indbyggere til Herrens, eders Guds, Hus og raaber til Herren!
15 Ak, den Dag! Thi Herrens Dag er nær og kommer som en Ødelæggelse fra den Almægtige.
16 Er ikke Maden forsvunden for vore Øine, Glæde og Fryd fra vor Guds Hus?
17 Sædekornene ere borttørrede under sine Jordklumper; Forraadshusene ere ødelagte, Laderne nedbrudte, thi Kornet er fordærvet.
18 Hvor Kvæget stønner! Oksernes Hjorder fare forskrækkede om, thi der er ingen Græsgang for dem; ogsaa Faarenes Hjorder maa bøde.
19 Til dig, Herre, raaber jeg; thi Ild har fortæret Ørkenens Græsgange, og Lue har forbrændt alle markens Træer.
20 Ogsaa Markens Dyr skue smægtende op til dig; thi Vandbækkene ere udtørrede, og Ild har fortæret Ørkenens Græsgange.
Profeten skildrer den kommende, Alt Ødelæggende fiendtlige Hær, 1-11, og formaner Folket til hjertelig Bod, Faste og Bøn, 12-17; da vil Herren tilintetgjøre Fienden, sende Læreren til Retfærdighed ((Messias) og ifølge heraf overøse sit ødelagte Land med jordisk Velsignelse, 18-27.
STØDER i Basun paa Zion og biæser Alarm paa mit hellig Bjerg, alle Landets Indbygggere bæve! Thi Herrens Dag kommer, den er nær,
2 en Mørkes og Dunkelhedens Dag, en Skyers og Mulms Dag, udbrendt som Morgenrøde over Bjergene, — et stort og stærkt Folk, hvis Lige ikke har været fra fordums Tid og heller ikke efter det mere skal komme gjennem alle Aar, Slægt efter Slægt.
3 Foran det fortærer Ild, og efter det brænder Lue; som Edens Have er Landet foran det, og efter det en øde Ørken, og der er Intet, som undslipper det.
4 Som Heste er det at se til, og som Rideheste, saaledes løbe de.
5 Med Lyd som af Vogne hoppe de over Bjergenes Toppe, med Lyd som af Ildslue, der fortærer Halm, som et stærkt Folk, rustet til Krig.
6 Folkeslag skjælve for dets Aasyn; alle Ansigter blive blusende røde[1]
7 Som Vældige løbe de, som Krigsmænd stige de op paa Mure; og de drage frem, hver sin Vei, og de bøie ikke af fra sine Stier.
8 Og de trænge ikke, den Ene den Anden; de gaa frem, hver paa sin banede Vei, og mellem Kastespyd styrte de frem, bryde ikke af[2].
9 I Staden streife de om, paa Muren løbe de, i Husene stige de op, gjennem Vinduerne gaa de ind som en Tyv.
10 Foran dem bæver Jorden, ryster Himmelen; Sol og Maane sortne, og Stjernerne drage sin Glans ind.
11 Og Herren lader sin Røst høre foran sin Hær, thi saare stor er hans Leir, stærk er den, som udretter hans Ord; thi stor er herrens Dag og saare forfærdelig, og hvo kan udholde den?
12 Dog, ogsaa nu, sier Herren, vender om til mig med hele eders Hjerte og med Faste og med Graad og med Jammerklage,
13 og sønderriver eders Hjerte og ikke eders Klæder, og vender om til Herren, eders Gud! THi han er naadig og barmhjertig, langmodig og rig paa Miskundhed, og han angrer det Onde.
14 Hvem ved? Han turde vende om og angre og lade en Velsignelse blive tilovers efter sig, Madoffer og Drikoffer for Herren, eders Gud.
15 Støder i Basun paa Zion, helliger en Gaste, udraaber en Festforsamling!
16 Samler Folket, helliger en Forsamling, sanker de Gamle, bringer de smaa Børn sammen og dem, som die Moderbryst! Brudgommen gaa ud af sit Kammer, og Bruden af sit Brudekammer!
17 Mellem Forhallen og Alteret skulle Presterne, Herrens Tjenere, græde og sige: Spar dog, Herre, dit
